Hopfenzitz forslægten

                                                  Startside


                            Slægtens hjemegn

 

Hopfenzitz’erne er nævnt fra 1480 i sjælebøgerne fra Bopfingens sognekirke Sankt Blasius

samt fra 1514 i fyrsten af Oettingen-Wallersteins arkiv. De nævnes først og fremmest som beboere i

Oberdorf am Ipf, senere som møllere i Schlägweid ved Aufhausen. Hopfenzitz er dermed en af de slægter

i Ries og i Ostalb amtet, der er blevet mest grundigt udforsket i genealogisk henseende.

Det er tænkeligt, at vore forfædre er indvandret til egnen omkring Ipf. Men der er intet, der

taler imod, at de altid har været fastboende der. Derfor skal egnens historie kort gives i det følgende.

For femten millioner år siden stødte en stenmeteorit på omkring sekshundrede meter i

diameter med en fart på mere end hundredtusind km i timen fra universet ned til jordoverfladen og

borede sig over en km ned i jordens krystalsokkel i Schwabisk-Frankisk Alb ved det nuværende

Klosterzimmern. Det derved opståede tryk opvarmede meteoritten til tredive tusinde grader celsius,

hvorved den øjeblikkeligt fordampede. Derved skete en eksplosion, der dannede et fireogtyve kilometer

cirkelrundt krater med en dybde på tre kilometers (Höhe Zugspitze). Alt plante- og dyreliv blev udslettet

i en omkreds af fem hundrede km. I krateret dannedes en sø, der i løbet af årmillionerne tørrede ud og

afvandedes gennem Wörnitz-Pforte ved Harburg via Eger og ud i Donau.

Fund i Ofnethöhle ved Holheim viser, at Ries har været beboet siden mellemste stenalder

(8000 f. K.). Mellem femte og fjerde årtusinde f. K. blev menneskene bofaste. Det frugtbare Ries bød på

de bedste forudsætninger. På Goldberg nedenfor Ipf såvel som ved Utzmemmingen finder vi de tidligste

menneskelige bosættelser. De første udviklede sig under den yngre stenalder til Ries’ hovedegn.

I løbet af bronze- og ældre jernalder, den såkaldte Hallstatt-tid fra år 1800 til 700 f. K.,

blev Goldberg og Ipf efter de foreliggende fund til centralegne af større betydning.

Keltiske firkantskanser og gravfund i Bopfingen ved Steig, Kirchheim, Ries og

Goldburghausen vidner om kelternes høje kulturstade i yngre jernalder omkring år 500 f. K. Ifølge

gravfund har en social ringe skikket bondebefolkning i denne tid udviklet sig til en tydeligt erkendelig

overklasse, der boede i bylignende anlæg med omgivne mure.

Omkring år 15 f. K. kom romerne til Donau og indlemmede egnen syd for Donau i den

romerske provins Raetien, der blev forvaltet fra Augsburg. Det keltiske Vindeliker i nuværende Ries

forblev derimod foreløbig udenfor det romerske imperium.

Donaugrænsen var ikke særligt truet, idet den germanske stamme, der boede i det

thüringske område, ikke var fjendtlig sindet overfor romernes Hermunduren, som de handlede med

og derfor turde overskride grænsen til. Ries, der formentlig stadigt beboedes af keltere, lå følgelig

relativ fredeligt mellem germanere og romere. Langsomt og uden kamp kom Ries under romersk

indflydelse og blev besat under kejser Domitian (81-96 e. K.) og dermed inkorporeret i den romerske

provins Raetien.

Der blev opført kasteller i Nördlingen, Munningen og Oberdorf am Ipf, det romerske Opia.

Den keltiske befolkning blev romaniserede og forsvarede som indfødte hjælpetropper det

romerske imperiums nordgrænse. Nu fulgte en fuldstændig omdannelse af den forhistoriske bebyggelses-

og erhvervsstruktur. De gamle bebyggelser blev opgivet, og mange villae rusticae blev skabt som

enkeltgårde. I kastellernes nabolag dannedes boligbebyggelser såkaldte vici. De endnu i dag synlige ofte

snorlige romerske veje var afgørende forbedringer. For eksempel Via Claudia Augusta fra Italien over

Donauwörth i Ries og vejen fra Faimingen ved Lauingen over Härtsfeld til Oberdorf am Ipf til det

derværende trækastel. Kastellet lå i området nord for den nuværende katolske Kristus-Konge kirke, og

med sine 1,7 ha havde det plads til en 500 mand stærk auksiliær kohorte. Efter nedlæggelsen af kastellet

i begyndelsen af det 2. århundrede vedblev en lille landsby at bestå. Dens navn Opia hænger vel sammen

med Ipf.

Med udbruddet af markomannerkrigen 167 e. K. var den århundrede lange fred slut også i

Ries. Til sikring af Raetien havde den raetiske limes (dvs. grænse) en 160 km lang gennemgående mur.

Dens rester kan endnu i dag beses som Pæle- eller Djævlemur. År 233 hærgedes Raetien for første

gang af de ved den midterste Elben siddende alemannere. Ries blev taget i endelig besiddelse af dem i år

260. Romerne trak grænsen tilbage til Donau, hvor de blev til ind i det 5. århundrede. De romerske byer

og villaer forfaldt. Den samlede beboelsesstruktur ændredes igen og der dannedes det landskab med

bondelandsbyer, som vi endnu i dag er fortrolige med. Endnu til år 450 kæmpede raetobarierne i

romerriget. Raetobarierne var en alemansk hær af lejetropper, der stammede fra Ries. Navnet på den

gamle romerske provins Raetien, der rækker fra Hesselberg i nord til alperne ved Genfersøen i syd, blev

bevaret til i dag i navnet på landskabet Ries. Muligvis er førgermanske befolkningsdele fra keltertiden

forblevet her.

I alemannertiden blev grundlagt byer med endelsen -ingen og -heim, fx Bopfingen, Nittingen,

Holheim, Belzheim. Efter frankernes sejr over alemannerne i år 496, blev også Ries en del af frankerriget.

Fra denne tid er i Bopfingen, Oettingen og Belzheim bevaret rækkegravene, der var beliggende tæt ved de

større gårdområder. Gårdene bestod af store bindingsværkshuse, omgivet af små hytter. Ved siden af de

store herregårde med hoveriarbejdere fandtes også gårde med frie folk (Schenken). Kristningen må være

afsluttet år 760, hvor den frankiske abbed Hariolf grundlagde klosteret Ellwangen. I franker- og

karolingertiden under Ottonen og Saliern tabte Ries sin betydning som grænseegn mod Bayern.

Fra 1007 forekommer Comites in pago Reciae dvs. greverne af Riesgau. De er efter de nyeste

forskningsresultater forfædre til Stauferne (kejserslægt med blandt andet den legendariske kejser

Barbarossa). Til deres besiddelser hørte bl.a. Bopfingen, Flochberg, Wallerstein og Hartburg. Ca. 1140

blev greven af Oettingen indsat som deres bestyrer. Efter hohenstaufernes undergang overtog oettingerne

deres besiddelser. Det 14. århundrede bragte grevehuset det endelige tab af rigsstaden Nördlingen og

Bopfingen, medens de ved overgangen til den hjemmehørende egnsadel i oettingsk vasallitet

konsoliderede deres monopolmagt. De kunne imidlertid ikke etablere et fælles suverænitetsområde som

hos deres  naboer wittelbacherne og württembergerne. Udøvelsen af den grevelige højhedsret udstrakte

sig dog til landsbyerne og de mindre bondebedrifter og møller. Doms- og højhedsret udøvedes og

forvaltedes også af klosteret Ellwangen, Kirchheim im Ries og Kaisheim, af den tyske orden og af

rigsstaden Nördlingen og Bopfingen. Ries var således i sin herskabelige splittethed en miniature af det

tyske rige.

Ind i denne tid blev Berchtold Hopfertzitz født. Han nævnes i  1480 og må være født omkring

1390, i en tid da erindringen om den sidste hohenstaufer Konradin endnu var ung.

Dette tilbageblik i historien er indsat foran vor egen slægtshistorie, for at gøre os fortrolige

med stedet og tiden for slægtens fremkomst. Det står enhver frit for at betragte sig som efterkommer af

et stenaldermenneske i Ofnethöhle, en kelter fra Ipf, en romer fra Opia/Oberdorf, en raetobari fra Ries, en

alemanner fra Bopfingen, en kriger hos en hohenstaufer af Flochberg eller, hvad der er det sandsynligste,

en simpel landmand fra Ries.

Følgende beskrivelse af overamtet Neresheim fra 1872 indeholder udsagn om en indbygger,

der ikke skal forties: ”Beboerne er for det meste af gennemsnits højde. Stærke, stædige og udholdende.

Man træffer sjældent smukke, sunde skikkelser med bløde afrundede former, derimod så meget mere

ranglede, hærdede og vejrfaste. Det hårde arbejde allerede fra ungdommen er ikke gunstigt for udvikling

af smukke og tiltalende kropsformer. Derfor ser de fleste folk noget ældre ud, end de i virkeligheden er”.

Måske måtte forfatteren ændre sin mening om de ”smukke skikkelser”, hvis han havde kunnet deltage i

en af vor storfamilies slægtsdage.

 

 

 

                           Hopfenzitz slægten

 

Den tyske slægtsbog kan som nævnt i dag opremse mere end 2.600 navnebærere i Tyskland.

Igennem mere end 600 år er de kommet fra en række landsbyer øst for Stuttgart i Baden-

Württemberg tæt på grænsen til Bayern. Landsbyerne ligger alle indenfor det på kortet indrammede

område på omkring 50 x 50 km.

I århundredernes løb har slægten bredt sig fra den ene landby til den næste, således at

slægtsbogen i dag kan opregne slægtsgrene fra følgende 15 landsbyer:

Oberdorf am Ips (32/0), Gmünd-S (395/30), Brenz (367/79), Aufhausen (282/31),

Iggenhausen (240/46), Gundenfingen (232/50), Röttingen (228/6), Waldhausen (148/56), Lippach

(133/-), Unterkochen (133/60), Nittingen (113/54), Holheim (105/49), Ebnat (94/58), Ellenberg (75/50),

Gmünd-Z (51/15). Tallene i parentes viser slægtsgrenenes samlede antal navnebærere i tidens løb i alt

2.628 og efter skråstregen de i alt 584 navnebærere, der endnu i dag (1990) lever i de enkelte landsbyer.


        

                               Baden-Württemberg og Bayern med Hopfenzitz’ernes hjemegn

 

 

Blandt slægtsmedlemmerne er mange bønder og håndværkere men også jernbanefolk,

arbejdere, købmænd, arkitekter, pædagoger og borgmester.

Men først og fremmest har der i tidens løb været mange møllere, der i århundreder har

siddet på egnens møller.

Siden 1985 har Hopfenzitz’erne afholdt i alt 4 meget vellykkede slægtstræf. Det sidste

slægtstræf (skrevet i 1991) var med 170 deltagere, her i blandt 5 møllermestre.

 

 

                     Den oprindelige slægt fra Oberdorf am Ipf

 

Landsbyen Oberdorf am Ipf er i dag sammenvokset med Bopfingen. Den lå ved Ipfs sydlige

fod, hvor floden Sechta løber sammen med Eger. Den var beskyttet af bjerget Ipf og af Kargstein,

Tonnenberg og Sandberg og bød på en herlig udsigt til Ipf, til ruinen Flochberg, til Härtsfeld og til den

endnu brede Eger dal over Schlägweid til Aufhausen med ruinen Schenkenstein.

Det gamle romerske Opia udgjorde i alemannertiden den øvre landsby i sognet Bopfingen,

der senere selvstændiggjorde sig med den nedre landsby. Oberdorf nævnes første gang i 1268. Indtil

1803 ejede følgende ejendomme her: rigsstaden Bopfingen, klosteret Kirchheim am Ries und Kaisheim,

hospitalet i Nördlingen samt fyrsten af Oettingen-Wallerstein, der også havde den høje domsret. Kirkeligt

hørte den til Bopfingen, der indførte reformationen for sine indbyggere i 1542. De indbyggere, der tilhørte

klosteret og greven, blev henvist til det katolske sogn Röttingen, senere til Aufhausen.

Fra 1510 boede talrige israelitter i den oettingske del af landsbyen. De byggede i 1704 den

endnu bestående synagoge.

I dag er Oberdorf am Ipf et delsogn i byen Bopfingen.

De første spor af vore forfædre findes i kirkebøgerne for den tidligere katolske sognekirke

Sankt Blasius i Bopfingen, i dag evangelisk stadskirke. Det er kun lykkelige omstændigheder, vi kan takke

for, at de uskadte har overlevet Trediveårskrigen og endnu i dag findes tilbage til 1546.

Et sjældent næsten enestående træf for slægtsforskningen er fundet af såkaldte sjælebøger

fra 1401, 1480, 1506 og 1517 med indførsler fra 1356. Heri findes navnebærere og med største

sandsynlighed også direkte forfædre tilbage til ca. 1390.

 

 

1. generation

    Berchtold Hopfertzitz fra Oberdorf am Ipf

                

                      Født omkring 1390. Død i Oberdorf før 1480. Skænkede ifølge Bopfingen sognekirkes anden

sjælebog 1 pund af en eng ved Lederwinkel an der Sechta til en mindemesse. Eftersom der i sjælebogen i

året for bogens oprettelse i 1480 er indskrevet to andre besiddere på den tid, må Berchtolds årsdag være

indstiftet tidligere. Den efterfølgende gaveindførsel i sjælebogen er dateret 1456. Berchtolds gave må

altså være skænket før. Hans herkomst er ikke nævnt. Man må tro, at dette sted var Berchtolds hjemby

på grund af stedshenvisningerne til Lederwinkel an der Sechta, der løb gennem Oberdorf, og på grund af

de andre donatorer af engene i Lederwinkel, der alle boede i Oberdorf. Gavebeløbet 1 pund = 240 heller

er meget stort med den daværende pris på 24 heller for 100 æg og udgør efter nutidig værdi ca. 300 DM.

Giveren var vel, som ejer af en eng, bonde eller håndværker og ikke ubemidlet. På grund af den senere

udflytning til det nærliggende Aufhausen kan man gætte på et oettingsk ejendoms- og lensherreskab for

de oberdorfske Hopfenzitz’ere.

 

 

2.  generation
     Mertin (Martin) Hopfertzitz fra Oberdorf am Ipf

 

Født omkring 1437. Død efter 1480. Kaldet Bager Mertin til Oberdorf. Var vel søn af Berchtold

og bager af profession. Blev i den i 1480 anlagte anden sjælebog kaldt bestyrer dvs. forpagter af en halv

dagsværk stor høeng, der lå ved møllemosen mod Röttingen og blev kaldt mølleengen. Det kan her kun

dreje sig om en eng ved Eger i retning af Schlägweid. Forpagtningen beløb sig til 18 schilling årligt (i dag

ca. 270 DM). Denne eng blev mellem 1427 og 1437 skænket af Adelheid Job til Bopfingen sognekirke.

Den til helgenen Georg indviede kirke i Oberdorf blev bygget i Mertins levetid. Indskriften

over kirkens sydport ”Anno domini 1463” henviser til en fornyelse af skibet og nybygning af koret. I første

etage af det gamle tårn fandtes et kapel. Hertil blev tidligere ledt en Georg kilde, der udsprang ikke langt

derfra, og hertil valfartede man ret ivrigt på grund af den helbredende kraft.

 
 
3.  generation
     Thoman (Thomas) Hopfertzitz fra Oberdorf am Ipf

 

Født omkring 1467. Død efter 1514. Han klagede 1513 sammen med Jörg Kobel til

amtmanden i rigsstaden Bopfingen over Hans Scheler den yngre og den ældre. Den ene var forpagter i

Oberdorf den anden fåreavler. Fåreavlen havde tradition i Oberdorf. Landsbyen havde fåreenge bag Ipf og

overdrevsretten over Bopfingens østdel af bjerget. Thomas var sammen med den hjemmehørende

Schelhansen, der ifølge første Bopfinger sjælebog ejede en mark og et område omkring en bondegård i

Oberdorf. Klagen mod Oberdorf fårehyrden over fjernelse af lam blev ikke imødekommet. Mere succes

havde han med den pågældendes far, som vor forfader anklagede for at have solgt ”bladrige [blätriger]

får” til Bopfingen.

Vi antager, at Thomas var søn af Mertin. Besiddelsen af nogle lam må for ham have været

klagen til rigsstadsretten værd.

I dåbs- og vielsesregisteret for Bopfingen sognekirke møder vi Jörg og Lienhard Hopfenzitz,

der sandsynligvis var Thomas’ sønner. Medens Lienhard kun nævnes en gang i 1555 som fadder, nævnes

Jörg første gang 1565 og 1567 i ægteskabsbogen ved sine børn Marias og Wolfgangs bryllupper. Jörgs

barnebarn Georg fødes 1557.

På grundlag af mange erfaringer kan jeg med ret stor sikkerhed anslå datidens mænds alder

ved bryllup til 30 år og for kvindernes vedkommende til 20-25 år. Efter den     førnævnte fødselsdag for

barnebarnet Georg i 1557 kan fødselsåret for Jörg tilbageregnes til 1497. Samme beregningsmåde for

Jörgs sandsynlige forfædre giver følgende fødselsår: Thomas 1467, Mertin 1437 og Berchtold 1390. Ved

den sidste anslår vi et tidligere fødselsår, da han ved den stort anlagte gave i 1456 allerede må have

været ældre.

For denne anerække må vi gøre krav på samme sandsynlighed, som ansete historikere

indrømmer hohenstauferne for at udlede deres herkomst fra greven af Ries- og Sualafeldgau (Maurer,

Decker-Hauff).

 

 

4.  generation

     Jörg Hopfenzitz  fra Oberdorf am Ipf

                 

Født omkring 1497 i Oberdorf og gift med Apollonia. Død før 1582.

Han fik 6 børn: Hans født omk. 1527, senere hjulmager i Oberdorf, Gangolf født omk. 1537,

Jakob født omkr. 1542 og senere ellwangsk sognefoged i Aufhausen, Marie født omk. 1545, ”Joergen

Hopffenzizers datter”, der 1565 i Bopfingen ”mit Spahner zur Kyrchen gangen” dvs. giftede sig,

Margaretha født omk. 1545, der holdt bryllup 1565 i Bopfingen med Clemens Storm, samt Anna ”salig

Jergs efterladte datter” født omk. 1547, der giftede sig i Bopfingen 1582 med Lienhard Mog i Bopfingen.

Dag og måned for Annas bryllup kendes ikke. Vi kan dog med sikkerhed sige, at det ikke har fundet sted

mellem den 5. og 14. oktober, da disse dage uden videre blev fjernet ved indførelsen af den gregorianske

kalender af pave Gregor XII og hans lærde. Herefter stemmer vor kalender igen.

Jörg oplevede bondekrigstiden tæt på. Omegnens oprørske bønder forsamlede sig den 11.

marts 1525 på den lange eng ved vejen fra Bopfingen til Kirchheim am Ries og krævede af rigsstaden, at

den indførte den nye lutherske lære samt formindskede hoveriet. Den ”ipfske flok” lejrede sig derefter ved

Ipf og ved Blaiche an der Eger foran Pæreporten og forlangte desuden Oberdorf kirkens helgenpenge

(kirkeskat). Derefter var Oberdorf bønderne særdeles utilfredse. Efter afslag forenede de sig med den

”store flok” i Deiningen, men blev tilintetgørende slået af ansbacherne den 3. maj ved Wassertrüdingen.

De tilfangetagne, hvorunder ifølge de foreliggende lister også fandtes oberdorfer bønder, måtte betale

høje bøder for frigivelse. ”Ellwanger flokken” belejrede forgæves Baldern og Kapfenburg. På tilbagetoget

nedbrændte de borgen Schenkenstein i Aufhausen, da bonden Jäklin fra Oberdorf havde ladet melde til

flokken, at borgfogeden hentede forstærkning. Det berettes, at aufhauserne og oberdorferne også havde

fisket borgens forelledam tom.

                 Den 17. maj 1525 var bondekrigen i Ries slut. Domsherren, greven af Oettingen, krævede 6

gylden fra hver deltager. Anføreren Hans Beck fra Zöbingen fik øjnene stukket ud på borgen Wallerstein,

og alle indrømmelser til den nye religion blev trukket tilbage. Mon også vore forfædre måtte betale 6

gylden.

Bopfingen bestemte sig 1546 for reformationen. Den nye tro blev prædiket der og i Oberdorf

kirken. Vielser blev foretaget af sognepræst Johann Vogler og den i Oberdorf hver 14. dag prædikende

diakon Valentin Mauer. Vi kan takke begge for Bopfingens ældste dåbs- og vielsesbog og dermed for vor

nutidige genealogiske viden.

Jörg og hans familie fik også siden hen vanskeligheder at bære. I den schmalkaldiske krig

1546 blev Nördingen besat af de evangeliske til forsvar for den nye tro. Historien kan berette, at

omkringstrejfende pak også plyndrede de stakkels Bopfingen indbyggere i Oberdorf, så de med kone og

børn måtte tage tiggerstaven. Men rædslerne ville ingen ende tage. Den 26. november 1546 rykkede den

katolske kejser Karl V, der kom fra Härtfeld, ind i Bopfingen i dyb sne og stor kulde. Han lå der til 29.

november, mens hele omegnen først og fremmest Flochberg og Oberdorf blev oversvømmet af den

tøjlesløse hær, og ”mennesker blev brændt, kvinder og børn blev skændet og lemlæstet”. Overalt lå

dræbte mennesker, nedstukket kvæg og knuste vogne. ”Par dio, den lille by har vi behandlet groft” skal

kejseren have sagt ved afmarchen. Indtil 1554 blev der igen prædiket katolsk, men reformationen blev i

1577 endeligt indført for Bopfingen indbyggerne også i Oberdorf og Röttingen.

Jörg og hans familie havde overlevet den frygtelige krigsrummel. Alle 6 børn giftede sig

mellem 1557 og 1582. Først i 1582 ved den yngste datter Annas bryllup med Lienhard Mog blev faderen

omtalt som ”Jerg salig” og dermed som død.

 

 

5.  generation
     Jakob Hopffenzitz fra Oberdorf am Ipf

     (Se også Slægtsgrenen Aufhausen nedenfor)

          

Født omkring 1542 i Oberdorf som formentlig tredje søn af Jörn. Blev senere sognefoged for

Aufhausen. Slægtskabet med Jörg er ikke sikkert fastslået.

Jakob giftede sig den 9.2.1572 med Katharina Purkhart i Bopfingen, der fra 1586 til 1598

hyppigt er nævnt som fadder i Aufhausen. I vielsesbogen for Bopfingen er under vielsesdatoen skrevet

”Aufh”. Jakob er altså flyttet dertil. Ægteparret fik 8 sønner og 1 datter i Aufhausen. Jakob, der døde før

1603, er stamfader til slægtsgrenen Aufhausen. Se nærmere nedenfor.

Efterkommerne efter Jörg født 1497 har efter deres hårde og farlige ungdom under den

schmalkaldiske krig levet i en relativ fredelig tid til deres død. Som hjulmager og gårdejer i Oberdorf og

som sognefoged for Aufhausen har Jörgs sønner ”drevet det til noget”.

 

 

                                    Slægtsgrenen Aufhausen

 

Følgende egnsbeskrivelse for Aufhausen er taget fra Aufhausen kirken Skt. Nikolaus’

kirkebog. Den blev forfattet 1823 af daværende sognepræst Hilar Reiter:

”Landsbyen Aufhausen ligger i en snæver dal mellem høje skovbevoksede bjerge. Husene

står for størstedelen på det smalle område ved floden Eger, der udspringer mod vest omkring tusind skridt

derfra. Kun få huse på højre side af gaden mod Bopfingen ligger på kapelbjergets højder. Hele

beliggenheden er mere sund end tiltalende, selvom frugtbarheden ikke er den bedste på grund af den

stenede jordbund og den uvenlige luft fra de mange skovstrækninger. Eger floden er rent kildevand. Jo

fattigere de nære og fjerne højdedrag er på vand, desto mere betyder næringskilden for Aufhausen. Langs

Eger befinder sig mølle ved mølle, der ved vandmangel hyppigere end ellers besøges langvejs fra. Således

findes indenfor sognet (anm.: inklusive Oberdorf) 1 oliemølle, 1 papirmølle, 2 valkemøller, 2

savværksmøller, 3 ipsmøller, 8 tregangs- for det meste overslående malemøller. Større og mindre

bondegårde findes ikke. Rigdommen er forsvunden og fast udkomme trådt i stedet. Sparsommelighed

uden karrighed er et smukt karaktertræk. Kirken Skt. Antonius og Nikolaus blev bygget 1702 og udvidet

1766, fordi fremmede altid søgte gudstjenesten, når de leverede mel, træ, olie og ips til møllerne. I

kirkens presbyterium findes mange stole til højre og venstre til møllerne.”

Aufhausen var efter denne beskrivelse en central mølleegn for de ofte under vandmangel

lidende egne frem for alt Härtfeld. Dens beskedne velstand skyldtes dette erhverv. Møllerne tilhørte den

ansete del af menigheden og turde tage plads i  korstolene i kirken.

Egnen blev 1613 solgt af Schencken zu Schenkenstein til den katolske greve af Oettingen-

Wallerstein men havde dog til 1750 også ellwangske og ansbachske undersåtter. Ved arvedeling tilfaldt

den Oettingen-Baldern fra 1623 til 1798.

Befolkningen bestod dengang for op mod 43% af jøder. Forholdet til dem var åbenbart godt.

I 1823 modtog forsanger for den israelitiske menighed Bonin Frölich ifølge sogneregnskabet en kapital på

55 gylden til 5% rente fra den katolske sognepræst Reiter. Jøden Samuel Swarzeisen giftede sig endog

ind i en katolsk familie.

Kirkeligt var Aufhausen indtil reformationen filial til Bopfingen, derefter hørte den til

Röttingen indtil 1723, hvor den blev et selvstændigt sogn. Röttinger kirkebogen indeholder under 23.

september 1723 denne indførsel: ”1723 hoc anno ducessit Aufhausen” (1723 gik Aufhausen bort).

Denne lille landsby i Eger dalen - i dag en bydel til Bopfingen - spiller en betydningsfuld rolle i

historien om vor slægt, der boede her fra 1582 til 1818. Fra slægtsgrenen Aufhausen stammer alle øvrige

slægtsgrene med undtagelse af slægtsgrenen Röttingen. Her blev møllertraditionen i vor slægt grundlagt.

Ifølge vandrettighedsbogen for Aalen amt (gennemset i 1990), findes der set fra Egers

udspring følgende møller i Aufhausen (i parentes er angivet de tidsrum, i hvilke Hopfenzitz’er har drevet

møllen):

-          Valke- og oliemølle, der allerede fandtes fra begyndelsen af det 16. århundrede og tilhørte

præstekaldet Bopfingen (Valkemølle 1680-1684).

-          Overmølle, hvis vandbenyttelsesret fandtes siden det 14. århundrede (Øvre Engmølle 1752-

ca.1771, i dag Ladenburger Savværk).

-          Flormelsmølle, senere Ladenburger Kværnmølle (1768-1814, i dag beboelseshus i Ladenburger

Savværk).

-          Smedemølle, der fandtes siden middelalderen, senere Gatter Korn- og Sædmølle.

-          Ellwangsk mølle, der 1443 tilhørte klosteret Ellwangen (1670-1681), første mølle nedenfor Eger

efter vejbroen.

-          Formalings- og oliemølle siden 1833.

-          Øvre Schlägweid Mølle med fælles sluse for begge efterfølgende møller. Den fandtes allerede 1584

(1604-1752 som Øvre Schlägweid Mølle, Øvre Mølle eller Klejnemølle, i dag landbrug for

æresslægtning Walter Bänisch)

-          Baiermølle, tidligere Midtermølle, oprindeligt en olie- og malemølle. Slaggemølle i 1594 på hvilken

tid der fandtes et jernværk. (i dag Firma Pröll).

-          Nedre Schlägweid Mølle, der allerede fandtes i 1584 (1620-1676 som Nedre Schlägweid Mølle og

muligvis som Stainmølle på Schlegweid eller Stainlins Mølle. I dag Bopfingen Andelsmølle).

-          Stenmølle i Oberdorf, der allerede fandtes i 1584, med fælles sluse også for Sømmøllen (eventuelt

også som Stainmølle eller Borgmester Georg Stainlins Mølle)

-          Sømmølle i Oberdorf, der allerede er nævnt 1634 (1659 som Sømmølle for Caspar Steinlin).

 

Det var derfor god tradition at optage den nuværende besidder af Øvre Schlägweid Mølle

Walter Bänisch og hans frue som æresslægtninge ved slægtsforeningens første slægtsdag i 1985. Denne

mølle var i vor slægts besiddelse i århundreder.

Desværre er en for vor slægtsforskning vigtig kirkebog forsvundet siden 1977, nemlig ”Liber

parochialis ecclesia Aufhausianna, Conjugatorum et Mortuorum inceptus ab anno 1723-1825” (Dåbs-,

vielses- og dødebog). Det er forsøgt at supplere oplysningerne ved hjælp af slægtens slægtsregister.

Åbenbare fejl og ufuldstændigheder i dette register medfører, at dette supplement ikke altid

er tilforladeligt. Læseren må bære over med fejl i så henseende.

 

 

5.  generation

     Jakob Hopffenzitz fra Aufhausen

     (Se også Den oprindelige slægt fra Oberdorf am Ipf ovenfor)

             

Født omkring 1542 i Oberdorf og stamfader til slægtsgrenen Aufhausen. Han giftede sig

9.2.1572 i Bopfingen med Katharina Purckhart, der blev moder til hans otte børn.

I Bopfingen blev ”prædiket den nye lære” fra 1525. Reformationen sluttede i 1577, hvorefter

de bopfingske indbyggere i Oberdorf, Aufhausen, Flochberg og Röttingen var reformerede. Bryllupper og

dåb i Jakobs familie fremkom i kirkebøgerne for den reformerede sognekirke i Bopfingen, og den stedlige

sognepræst indførte først den 31.1.1614 beklagende i kirkebogen, at også Aufhausen beboerne fremtidigt

måtte lade sig vie og døbe i sognekirken i Röttingen.

Den første søn Jerg født 1573 døde straks efter fødslen. 1574 blev sønnen Georg født. 1575

fødtes sønnen Melchior, som senere giftede sig som møller fra Aufhausen. Melchior blev stamfader til

slægtsgrenen Brenz. Sønnen Bernhard født 1576 overtog senere overmøllen i Lauchheim. Apollonia født

1578 giftede sig omkring 1600 med enkemanden Hans Gentner fra Aufhausen. Sønnen Hans født 1580

giftede sig 1604 med møllerenken Apollonia Fohrner fra Øvre Schlägweid Mølle, der derefter forblev i

slægtens besiddelse i næsten 200 år.

Der er for disse 6 børn ikke anført fødested i Bopfingen dåbsbog. De er med ret stor

sikkerhed født i faderens bosted i Oberdorf. Først fra 1582 bliver der indført et eget afsnit for Aufhausen i

dåbsbogen. Sønnen Johannes er 1582 født i Aufhausen som første Hopfenzitz, ligeledes i 1586 sønnen

Michael. For ingen af dem kendes yderligere oplysninger.

I Bopfingens vielsesbog er lige nedenunder bryllupsindførslen for Jakob med anden skrift

noteret ”Aufh”, hvilket henviser til familiens flytning. Da sønnen Johannes er født i Aufhausen  1582, kan

vi ansætte flytningen fra Oberdorf til Aufhausen  til cirka dette år, selvom Jakob endnu i 1585 som fadder

ved Strobel bliver beskrevet som ”Jakob Hopfenzitz fra Oberdorff”, fra 1586 altid som ”fra Aufhausen”.

Ved et  fornyet fadderskab den 20.10.1591 og senere i 1593 og 1598 bliver Jakob omtalt som

”sognefoged af Aufhausen”.

Hustruen Katharina er død mellem 1586 og 1600.

Jakob giftede sig anden gang den 30.6.1600 med Barbara Fohrner fra Bopfingen. Der kom

ingen børn i dette ægteskab. Forlover var bl.a. - og dette viser Jakobs høje anseelse - Jakob Reiter,

borgmester for Bopfingen og Leonhard Eisenbart fra Aufhausen. I Bopfingens vielsesbog blev Jakob

betegnet som enkemand og ellwangsk sognefoged for Aufhausen. Muligvis sad han på den ellwangske

mølle.

I Ludwigsburg Statsarkiv (Ellwangen stift, repertorium 14 IV bind, dokument 16 2b, 6

dokumenter) findes en skrivelse af 8.6.1595 fra Samuel Ringler, ellwangsk foged til Röthlen, til ”hans

højærværdige fyrste hr. Wolfgang, provst og herre til Ellwangen” (Wolfgang von Hausen/Donau 1584-

1603), om de uretfærdige opkrævninger af høtiende til abbedissen af Kirchheim i Ries (Apollonia Schrötlin

1584-1631) for høengene tilhørende de ellwangske indbyggere Jacobus Hopfenzitz og Hansens Walters.

Med datoen 16.6.1599 findes i arkivet en skrivelse fra Johannes Christoph Sebastian fra

Jaxheim i Aufhausen til fogeden Samuel Ringler om den ellwangske sognefoged Jacob Hopfensizens

forpligtelse overfor Aufhausens ret til at foretage en fælles opmåling af nogle gårde.

Jakob oplever ganske vist i sin tidlige ungdom i Oberdorf den schmalkaldiske krig, men han

kunne leve relativt fredeligt med sin familie i Aufhausen, hvor han nød høj anseelse og også velstand, for

hans sønner blev mølleejere i Aufhausen, Brenz, Lauchheim og på Schlägweid. Han lagde grundstenen til

Hopfenzitz’ernes efterfølgende  møllertradition.

Jakob døde før 1603. Hans anden hustru giftede sig igen den 9.5.1603 med Hans Elwanger,

enkemand og borger i Bopfingen.

 

 

6.  generation
     Melchior Hopfentzitz fra Aufhausen

          

Født 1575 i Oberdorf og gift med Apollonia. Han blev ved hans eneste barn Joannes fødsel i

1604 betegnet som møller i Aufhausen. Fadder til denne søn var Hans Negelin fra Lauchheim. Valget af en

fadder fra Lauchheim er ifølge Aufhausens dåbsbøger usædvanligt, men viser bestående familiære

forbindelser gennem Melchiors broder Bernhard, der ejede den øvre mølle i Lauchheim.

Yderligere oplysninger om Melchior og hans familie er ikke fundet i Aufhausens kirkebøger

eller i nabosognene. En Melchior og en Johannes Hopfenzitz optræder senere som møllere i Brenz. Vi går

ud fra, at Melchior med hustru og barn er draget til Brenz, og at sønnen Johannes bliver stamfader til

slægtsgrenen Brenz. Se nærmere nedenfor.

 

 

7.  generation

     Johannes Hopfenzitz fra Aufhausen

     (Se også Slægtsgrenen Brenz nedenfor)

 

Født 1604 i Aufhausen. Han efterlod sig ingen spor i de stedlige kirkebøger. Som anført

ovenfor under hans far Melchior er han vel identisk med den senere Johann, borger og møller i Brenz og

stamfader til slægtsgrenen Brenz. Se nærmere nedenfor.

 

 

                                        Slægtsgrenen Brenz

 

Overamt Heidenheims beskrivelse fra 1844 tegner følgende billede af landsbyen Brenz og

dens beliggenhed:

”Brenz begrænses delvis af Brenz dalen, delvis af en jævnt stigende skråning mod de mod

vest liggende højder og af Donau sletten, som Brenz dalen munder ud i. Den østlige grænse er samtidigt

landegrænse mod Bayern. Markedsflækken Brenz ligger meget frit og åbent mod vest med nogle huse på

højre bred af Brenz floden, hvorover en træbro fører. Landevejen går fra Heidenheim til Gundelfingen og

Augsburg, og en god lokalvej fører over Niederstotzingen til Ulm. Egnen tager sig her vældig godt ud fra

alle sider. Husene næsten alle dækket med tegl, og de nye er stenmurede. Allerede på langt hold trækkes

blikket mod slottet, der tilhører staten. Overfor slottet ligger den romerske sognekirke, der blev bygget i

midten af det 12. århundrede. I næringslivet står to malemøller højt, hvoraf den Fetzerske er den mest

betydningsfulde af alle Brenz’ møller. De talrige linnedvævere, der arbejder for udenbys firmaer, er meget

trykkede af forholdene.”

I dag kommer man til Brenz ad motorvej A 7 øst for Ulm over afkørslen Niederstotzingen

eller med banelinien Ulm - Heidenheim - Aalen.

Egnen tilhørte i middelalderen slægten Güssen, der var lensmænd for greven af Helfenstein

og greverne fra Oettingen. Højtforgældet overgik Brenz i 1613 til huset Württemberg, efter at det fra

1608 var blevet forvaltet af Württemberg og Pfalz Neuburg i fællesskab. I 1615 erhvervede Württemberg

de i Brenz endnu bestående lensrettigheder fra greven af Montfort, herunder slottet samt ”møllestedet

kaldet Engmøllen med alt tilhørende beliggende nedenfor dammen ved nedre Brenz ved Suntheim.”

Hertug Johann Friedrich af Württemberg overlod 1617 den i mellemtiden reformerede flække

til sin bror Julius Friedrich af Württemberg. Flækken hørte til denne weiltingske-brenzske linie indtil

tilbagefaldet til den württembergske stamlinie i Stuttgart i året 1705.

Fra 1629 kan Hopfenzitz’erne eftervises i Brenz som møllere på den ydre mølle, også kaldet

Engmøllen - den senere Fetzerske Mølle.

Dåbs-, vielses- og dødebøgerne i den evangeliske stadskirke i Brenz begynder først i året

1648 ved slutningen af Trediveårskrigen, hvor landsbyen og slottet blev nedbrændt. Hopfenzitz’erne

findes første gang:

-          i dåbsregisteret den 19.3.1650 med Rosine, datter af Johann Hopfenzitz og hustru Engla,

-          i ægteskabsregisteret den 30.1.1665 med Melchior Hopfenzitz og Walburga Büntelin. Forældre:

Johann Hopfenzitz og Engla.

-          i døderegisteret 1652 med Martin, søn af Johann Hopfenzitz

Herkomsten for Johann Hopfenzitz, borger og møller til Brenz, er ikke nævnt i kirkebogen.

Henvisning til herkomst og afstamning mangler (se dog Slægtsgrenen Aufhausen ovenfor).

Ved studium af kirkebøgerne for det katolske, pfalz-neuburgske-bayerske sogn Gundelfingen

ved Donau, der foreligger fra 1632, blev følgende indførsler fundet:

-          i dåbsbogen den 18.11.1646 for Catharina, datter af ”Matthias og Anna fra Brenz”,

som fadder: Engel (også Engla eller Angela) Hopfenzitz.

-          i dåbsbogen den 15.1.1647 en datter Anna. Forældre: Hans Hopfenzitz og Engel.

-          i dåbsbogen i marts 1649 en søn Matthias. Forældre: Hans Hopfenzitz og Engel.

Det drejer sig utvivlsomt om de i Brenz  nævnte ægtefolk Johann og Engla og de i

Gundelfingen fundne Hans og Engel, så meget mere som den i Gundelfingen fødte datter Anna giftede sig

1664 i Brenz med Martin Sterk, hvorved Annas fødselsår er angivet til 1647 uden dag og måned og sted,

idet disse data ikke kunne findes i egen kirkebog. De senere i Brenz giftede sønner af ægtefolkene Johann

og Engla Hopfenzitz, Hanb og Melchior, er formentlig født i Brenz allerede før 1648.

I Aufhausen blev der 14.1.1575 født en søn Melchior som tredje barn af den derværende

sognefoged og stifter af slægtsgren Aufhausen Jakob Hopffenzitz (født omkring 1542). Melchior fik

22.4.1604 i Aufhausen en søn Johannes. Fader Melchior blev ved en dåbsindførsel i 1604 betegnet som

”møller fra Aufhausen”. Melchior, hans hustru Apollonia og søn Johannes findes ikke mere i kirkebogen,

hverken i Aufhausen eller i omegnen.

Det kan formodes, at møller Melchior Hopfenzitz er draget fra Aufhausen enten direkte til

Brenz eller dertil over Gundenfingen, hvor han har overtaget den ”ydre mølle”, den senere Engmølle.

Herfor taler yderligere:

-          Ifølge ægteskabsbogen for Brenz har Georg Mack fra Brenz den 3.10.1654 giftet sig med Ursula

Hauf fra Röttingen. Der har altså bestået forbindelser mellem begge steder.

-          Herrerne til Gundelfingen, hvis hovedgren senere kaldte sig ”af Hellenstein” hhv. ”af Helfenstein”

var siden gammel tid velstående i Bopfingen egnen. De stammede fra herrerne af Bopfingen og

herrerne af Flochberg. De ejede fx gården i Hohenberg ved Härtsfeld, Sachsenberg ved Aufhausen

samt godser i Lauchheim. Melchior Hopfenzitz’ flytning fra en mølle i Aufhausen tilhørende herrerne

af Gundelfingen eller deres efterfølger er derfor mulig og trolig.

-          Jakob Hopfenzitz’ (født omkring 1542) sønner i Aufhausen har alle sammen overtaget møller:

- Georg født 1574, møller i Aufhausen

- Melchior født 1575, møller i Brenz

- Bernhard født 1576, overmøller i Lauchheim

- Hans født 1580, møller på Schlägweid.

-          I slægtsgrenen Brenz forekommer påfaldende ofte de i Aufhausen traditionelle fornavne Johannes,

Johann, Hans Georg og Melchior.

 

 

7.  generation

     Johann (Hanß) Hopfenzitz fra Aufhausen

     (Se også Slægtsgrenen Aufhausen ovenfor)

 

Født 1604 i Aufhausen som søn af mølleren Melchior og hans hustru Apollonia. Kommer 1629

med forældrene til Brenz. Han gifter sig der med Engla Wiedemann.

De har 7 børn: Hanß født omkring1629, senere på Engmøllen, Melchior født 1634 (i Brenz),

senere borger i Brenz og møller på Engmøllen, Paulus født omkring1642 og stifter af slægtsgrenen


     
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


                              I baggrunden den gamle Engmølle i Brenz, der ejedes af Hopfenzitz

                                       forfædrene i 7.- 10. generation, altså fra 1629 til 1737.

                                     I forgrunden den senere Fetzerske Mølle.

 

Gundelfingen, Anna født 1647 i Gundelfingen, der gifter sig 1664 i Brenz med Martin Sterk og 1665 føder

en datter Engla, Matthias født 1649 i Gundelfingen, ingen yderligere oplysninger, Rosina født 1650, ingen

yderligere oplysninger, samt Martin født og død 1652 i Brenz.

Efter slaget ved Nördlingen i 1634 blev det evangeliske og württembergske Brenz og dets slot

ødelagt og nedbrændt  af de kejserlige. Johann og hans familie flygtede vel med andre indbyggere

(Matthias og Anna fra Brenz) til det katolske og pfalz-neuburgske Gundelfingen. Familiens flytninger

mellem Brenz og Gundelfingen bliver forståelige ved Pfalz-Neuburgs forbigående overtagelse af de

württembergske besiddelser fra 1635 til 1650. Begge byer var dengang under samme forvaltning.

I Gundelfingen fødtes Anna 1647 og Matthias 1649. Ved datteren Rosines fødsel 19.3.1650

finder vi igen familien i Brenz. Ved sønnen Hanß’ bryllup 1651 i Brenz kaldes brudgommen ”den stedlige

møllers ægte søn”. Af faderens betegnelse ved den næstfødte søns fødsel som møller på Engmøllen kan

fastslås, at allerede fader Johann sad på denne mølle.

Engmøller Johann dør 1671 i Brenz, hustruen Engla 1677.

Begge sønner Hanß og Melchior har senere overtaget møllen.

 

 

8.  generation

     Melchior Hopfenzitz fra Brenz

 

Født i 1634 Brenz som søn af engmølleren, gift 1665 i nabobyen Bächingen med Walburga

Büntelin, datter af Thomas Büntelin, husvært, gæstgiver, dommer og helgenplejer i Bächingen.

                 Ægtefolkene fik 3 børn i Bächingen: Catharina født 1665, der senere giftede sig med en fra

Zöschingen, Johann født 1667, den senere møller på den ”ydre mølle” i Brenz, samt Engla født og død

1668. Hustruen Walburga døde 1669 i Bächingen.

 

 

                    

                                   Den gamle romanske kirke i Brenz fra 1100-tallet (tårnet er nyere),

                                         hvor Hopfenzitz-forfædrene fra 8.-12. generation blev døbt,

                                                altså også den senere danske væver Johan(nes).

 

Melchior har indtil hans ældre bror Hanß døde i 1670 boet i Bächingen og har derefter

overtaget den fædrene Engmølle.

Melchior giftede sig igen 1670 som borger og møller på Engmøllen i Brenz med Christina Weit

fra Asselfingen, hvis far var dommer der.

                 I andet ægteskab blev født 4 børn i Brenz: Margaretha født 1671, der i 1691 giftede sig i

Brenz med Sebastian Domberger, Anna født 1673, der giftede sig 1694 i Brenz med bonden Johann

Müller, Melchior født 1676, der døde 1693 i Brenz i en alder af 17 år, Veronica født 1685, der giftede sig

første gang 1707 med garveren Franz Brechenmacher og anden gang 1738 med Johann Leonhard

Althammer.

                 Hustruen Christina døde 1687 i Brenz

                 Engmøller Melchior Hopfenzitz nævnes sidste gang i 1687 i dåbsbogen som fadder. En

dødeindføring er ikke fundet.

 

 

9.    generation

      Johann Hopfenzitz fra Bächingen

          

Født i 1667 i Bächingen. Tog 1670 efter moderens død med faderen til Brenz, hvor faderen

giftede sig anden gang og overtog den fædrene Engmølle.

Johann overtog senere møllen som eneste søn og anføres i kirkebøgerne første gang 1691

som ”møller i Brenz” og senere som ”borger og møllermester i Brenz”.

Han giftede sig 1689 i Brenz med Apollonia Keller, hvis far Matthäus var smed og dommer

der. Apollonia Hopfenzitz bliver 21.2.1692 sammen med Sigmund Benkhenham, Barthel Heberlein og

Martin Pfeffer nævnt som faddere som stedfortrædere for ”hans højfyrstelige højhed hertug Georg, hertug

af Württemberg og Mömpelgard samt hans højfyrstelige højhed Friedrich Ferdinand, hertug af

Württemberg”. Sådanne fadderskaber for den württembergske sidelinie i miniresidensen i Brenz kan

hyppigt findes i dåbsbøgerne.

I første ægteskab blev født 7 børn: Melchior født 1690 og senere borger og møller og

lejesoldat i Brenz, Margaretha født 1691 og død 1692, Matthias født og død 1692, Matthäus født 1693,

borger og slagter i Brenz, Walburga født 1694 døde 9 år gammel, Catharina født 1696 døde 15 år

gammel, Christian født 1697 døde 1 år gammel.

Hustruen Apollonia døde 1699, 30 år gammel.

Johann giftede sig igen 5 måneder senere med møllerdatteren Catharina Bundschuh fra

Herbrechtingen. Hun overtog 4 umyndige børn fra det første ægteskab.

I andet ægteskab blev født 5 børn: Anna Maria født 1700 og død 1703, Christina født 1701,

ingen yderligere oplysninger, Jakob født 1702, ingen yderligere oplysninger, Anna Maria født 1704, der i

1729 fødte en søn Johannes og i 1738 giftede sig i Brenz med Johann Georg Gaugenmeier og døde 1749,

Johannes født 1706, der senere overtog den fædrene mølle.

Hustruen  Catharina døde 1707, 30 år gammel ”efter at hun var ganske udtæret i en slem

forfatning”.

Johann giftede sig tredje gang 1708 med den i 1683 fødte bondedatter Anna Schmid fra

Brenz, der overtog 5 børn fra første og andet ægteskab. Yderligere tre børn blev født, der dog døde straks

efter fødslen: Eva født 1710, Georg født 1712 og Johann Martin født 1715.

Hustruen Anna døde 1717, 33 år gammel.

Johann giftede sig fjerde gang 1717 med Walburga Löwenhag fra Brenz, hvis far var farver

og advokat der. I dette ægteskab blev 5 børn født: Christoph født 1718 og død 1721, Johann Georg født

og død 1720, Christoph født 1722, der giftede sig i Bächingen som møllerkarl og daglejer, Maria født

1724, der giftede sig i 1747 i Brenz med køresvend Johann Hering, og som faderens sidste og 20. barn

Walburga født 1726 og død 1731.

Ydermølleren Johann døde 1744, 77 år gammel. Sognepræsten har i kirkebogen anført

”i morges mellem 2 og 3 er, som vi af kristen kærlighed håber og tror, saligt indsovet den gamle Johann

Hopfenzitz, tidligere møller og borger efter en langvarig svind- og tørresyge, 77 år, 10 måneder og 12

dage”.

Hustruen Walburga døde 1765, 82 år gammel ”ganske uformodet af en stikflod” (astma,

vand i lungerne).

Johann fik som den eneste mandlige efterkommer i sin slægt 20 børn, hvoraf 4 sønner og 2

døtre blev gift for at videreføre slægten. Han er den fælles forfader til alle nulevende medlemmer af

slægtsgrenen Brenz.

 

 

10.   generation

        Melchior Hopfenzitz fra Brenz

          

                 Født i 1690 i Brenz, har som førstefødt tilegnet sig møllerhåndværket. Han giftede sig 1716

med bondedatteren Barbara Schmid  fra Brenz. Han er ved giftermålet opført som borger, møller og

lejesoldat, men anføres i dåbsbøgerne indtil 1722 kun som møllersvend, fra 1723 som møller.

                 De fik 7 børn: Eva født 1716, der døde 1741, 26 år gammel, Appolonia født 1719, der giftede

sig 1743 i Brenz med skomager Hans Leonhard Schmid, Walburga født 1720, der giftede sig 1745 i Brenz

med Balthasar Eiselin, de følgende tre døtre Agatha født 1724, Agatha født 1725 og Anna Barbara født

1727 døde straks efter fødslen. Sidste barn blev Johannes født 1729, den senere linnedvæver i Brenz.

                 Hustruen Barbara døde 1736, 47 år gammel, Melchior et år senere, ligeledes i sit 47. leveår,

hvorpå Engmøllen overgik til hans yngre broder Johannes (født 1706).

                 I Melchiors levetid havde ”die Grävenitz”, den af folk frygtede elskerinde til hertug Eberhard

Ludwig til Württemberg, slottet Brenz fra 1727 til 1733 ”til livslangt underhold”. Hun blev 1731 med vold

ført fra Brenz til fæstningen Hohenurach.

 

 

11.  generation

       Johannes Hopfenziz fra Brenz

          

Født 1729 i Brenz som eneste søn af den tidligt afdøde møller på den ydre mølle. Blev 8 år

gammel forældreløs. Møllen overgik til hans farbror og senere til farbroderens søn.

Johannes giftede sig 1758 som linnedvæver med væverdatteren og enken Margaretha Klein,

født Mack.

De fik 6 børn: Maria født 1759, der giftede sig 1788 i Brenz med Leonhard Frohmayer og

døde 1823, Sybilla født og død 1761, Catharina født og død 1762, Johannes født 1764, Johann Paul født

1766 og død 1771.

Hustruen Margaretha døde 1772, 45 år gammel.

Johannes giftede sig anden gang 1772 med væverdatteren Anna Catharina Majer fra Hürben.

Hun fødte den 24.2.1782 i Brenz sit eneste barn en søn Salomo. I dåbsbogen er anført:

”Avlet ved ægteskabsbrud”. Dagen efter døde moderen og formentlig også barnet.

Linnedvæver Johannes døde 1798 i Brenz, 76 år gammel. Han var den første linnedvæver i

slægten. Afsætningen fulgte overvejende handelsmændenes veje i Bayern, Baden og på Rhinen, og

beskæftigede og ernærede - ofte kun utilstrækkeligt - cirka 300 vævestole i det heidenheimske område.



12. generation
  Johan(nes) Hopfenzitz fra Brenz

 

                 Født 1764 i Brenz som søn af linnedvæveren Johannes Hopfenziz.
                 Se nærmere på siden Johan Hopfenzitz.
                 (Se også Den danske Hoffensetz slægtsgren på siden Hoffensetz).





Udarbejdet og oversat af:
Svend Tingleff
som uddrag af den tyske slægtsbog (se Kilder).